Simone, der i 2004 bjergtog alle danskere med sin smukke stemme og vandt Scenen er din, har netop udgivet den nye CD "Devoted To You" - fyldt med smukke ballader, der henvender sig til det voksne publikum.
Der er sket meget i årene, der er gået. Simone, der er blevet 16 år, har modtaget masser af sangundervisning, optrådt til utallige koncerter og udgivet 3 CD'er, som samlet er solgt i over 200.000 eksemplarer. De erfaringer kan høres. Simone er modnet kolossalt både vokalmæssigt og menneskeligt. Hun griber om hjertet med sin stemme og formår at lægge følelser i sangene, som imponerer i betragtning af sin unge alder.
Cd'en har fået en helt fantastisk modtagelse af publikum og er således allerede nu blandt de mest solgte cd'er i Danmark.